Artiklen gennemgår Danmarks deltagelse ved Venedigbiennalen med hovedvægt på perioden 1940 til 1960 – fra den problematiske deltagelse i den fascistiske ”Krigsbiennale” under 2. Verdenskrig til efterkrigstidens genfødsel af Biennalen som en brik i en modernistisk og internationalt orienteret kunstverden. Artiklens fokus er på Biennalen og den danske deltagelse som et forsøg på at repræsentere samtiden og den radikale udvikling, selve udstillingsformen undergik i disse år, og som på mange måder ledte frem til den kuraterede samtidskunstudstilling som omdrejningspunkt for kunstverdenen – inklusiv kunstmuseerne. Artiklen belyser herigennem Statens Museum for Kunsts centrale rolle i organiseringen af udstillingerne i Venedig – og de udfordringer, det nye udstillingsfokuserede modus stillede museerne og de øvrige aktører.