Den empiriske spædbørnsforskning har betydet en kolossal udvidelse af vores viden om det spæde barns psykologiske funktioner. Fra en psykoanalytisk synsvinkel må det betvivles, om denne forskning har forøget vores viden om det indre psykiske liv og hjulpet til at besvare spørgsmålet om, hvad der igangsætter og driver udviklingen frem. I den første del af artiklen argumenteres for, hvorfor psykoanalysen nødvendigvis må stille sig kritisk over for et videnskabsideal, der hviler på den positivistiske empiriske tradition. Psykoanalysen har som sin genstand ubevidste processer, der ikke kan gøres til genstand for direkte observation. I et efterfølgende afsnit tages der afsæt i det tilknytningsteoretiske projekt, Peter Fonagy og hans medarbejdere har udviklet i et forsøg på at forene psykoanalysen og den empiriske og eksperimentelle undersøgelse af små børn, og det demonstreres konkret, hvilke begrænsninger et sådant projekt har for udforskningen af barnets psykiske virkelighed. Mere specifikt drejer det sig om forskellen mellem på den ene side den klassiske teori om driften som produktiv skaber af ikke blot fantasier, men af betydninger i de intersubjektive relationer. På den anden side tilknytningsteorierne, der har erstattet driftsbegrebet med et begreb om intentionalitet. Argumentationen føres videre i en demonstration af, hvordan drifteorien kan udformes og rumme et objektrelationsteoretisk perspektiv, som det er sket i Jean Laplanches genfortolkning af forførelsesteorien, uden af psykoanalysens teori om det ubevidste og driftteorien bliver afskrevet.