Artiklens mål er at vise, hvordan menneskernes intime relation til andre mennesker og til ikke-menneskelige væsener og ting fremstilles i Karin Boyes dystopiske roman 'Kallocain' (1940) og Olga Ravns sf-roman 'De ansatte' (2018), og hvilken rolle de forskellige former for naturoplevelser spiller i den sammenhæng. Artiklens tese er, at Boyes lydige medsoldater i Verdensstaten og Ravns ansatte på det sekstusinde skib i løbet af romanhandlingen oplever natur som en ukuelig livskraft, der ikke kan produceres, men kun tages imod som gave. Denne gavetænkning bidrager til, at menneskene oplever naturen som livskilde. At komme i kontakt med den livgivende kilde gør dem skrøbelige men åbner også op for tillid og nærhed, der resulterer i en ny form for fællesskab.