Over de senere år er der taget en række større politiske initiativer, hvor befolkningens muligheder for friluftsliv er en vigtig komponent. Nationalparkloven henviser direkte til, at formålet er at forbedre befolkningens muligheder for at opleve naturen. Det samme gør sig gældende i den certificeringsordning for ”naturparker”, som Friluftsrådet med støtte fra Nordea-fonden har iværksat. Der er stor kommunal interesse for naturparkkonceptet – foreløbigt er 4 udpeget og flere er på vej. Friluftspolitikken er et andet nyere initiativ, som har til hensigt at skabe bedre muligheder for friluftsliv og naturoplevelser. De to parkkoncepter og den nationale friluftspolitik er nybrud for arbejdet med friluftsliv. Men i hvor høj grad understøtter initiativerne egentlig (klassisk) turfriluftsliv? Er det glemt i en iver for at forbedre muligheder for andre sider af friluftslivet? Er der åbenlyse potentialer for mere fokus på turfriluftsliv i disse sammenhænge? Viden om feltet er endnu sparsom, fordi initiativerne er ganske nye. Oplægget vil forsøge at give nogle foreløbige bud som inspiration til fremtidige bevidste valg om turfriluftslivets rolle i parker og politik.