I det danske kunstliv har et tilbagevendende tema over mange år været kunstmuseernes indkøb af henholdsvis kvindelige og mandlige kunstnere. Et synlig spor i debatten var bl.a. Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer (2005), som var den daværende kulturministers svar på et spørgsmål i Folketinget omkring syv danske kunstmuseers indkøbspolitik i den pågældende periode med fokus på blandt andet køn. I denne artikel vendes tilbage til den omtalte rapports syv museer for at se, hvad der er sket siden. Det er slet ikke en undersøgelse i samme omfang, men det skal med lidt flere facetter antydes, at problemstillingen ikke har flyttet sig væsentligt, hvis man i en analyse tager afsæt i tilgængelig information på museernes hjemmesider, der ikke blot inkluderer indkøb, men også eksempelvis udstillinger: Der er tilsyneladende stadig en stor overvægt af mandlige kunstneres værker på museerne. På den ene side peges således på, at der trods diverse indsatser, lige fra etableringen af Kvindelige Kunstneres Samfund for 100 år siden frem til, ikke mindst, fokus på kønnet i nyere tid, stadig ikke er udsigt til kønsparitet på kunstmuseerne; på den anden side argumenteres samtidigt for, at kønsparitet er et mål, der slet ikke tager højde for problemstillinger omkring mandlige og kvindelige kunstnere, som måske er meget vigtigere. Måske blokerer et fokus på kønsparitet ligefrem for en kritisk tænkning og opretholder i stedet mekanismer, som allerede flere gange har marginaliseret kvindelige kunstnere i sammenligning med de mandlige kunstnere.