Nærværende artikel vil i lyset af den idealistiske epistemologis fremtrædende position i sociologien foreslå, at et fremadrettet brud med denne idealisme kan ske med en tilbagevenden til Theodor W. Adornos negative dialektik. Det frugtbare ved denne særegne dialektik er, hvordan den med en tildeling af forrang til objektet insisterer på ikke-identiteten mellem de subjektive (ideale) og objektive (reale) momenter. Vores tese er, at Slavoj Žižek kan anses som dén teoretiske arvtager Adorno aldrig fik. Således argumenteres der for, at en revitalisering af Adornos negative dialektik og hermed den tidlige Frankfurterskoles kritiske ærinde skal ske med afsæt i netop Žižeks dialektiske psykoanalyse. Ved at placere objektet 'internt' for det symbolsk-sproglige – og ikke 'eksternt' som hos Adorno – er det med udgangspunkt i Žižek muligt at formulere en mere ikke-identisk og derved mindre pessimistisk negativ dialektik.