I artiklen beskrives fænomenet kærlighed med særligt henblik på dets rolle i den voksnes liv og udvikling. Med udgangspunkt i den eksistentielle og humanistiske psykologi beskrives kærligheden som en afgørende form for menneskelig livsudfoldelse. Kærlighedens centrale kerne indkredses og dens mere perifere repræsentationer omtales ligesom dens opblanding med andre livsudtryk. Også kærligheden som kulturfænomen beskrives, og spørgsmålet om, hvorvidt vort nuværende samfund er tilstrækkeligt kærlighedsrigt, rejses. Til sidst føres artiklens analyse over i en udpegning af, hvilke muligheder det voksne individ har for at fremme sin egen kærlighed gennem sin voksenudvikling, og hvilke muligheder vi som psykologer har for at hjælpe i denne proces.