Abstrakt:
I 1600-tallet voksede den europæiske interesse for handel med Asien eksplosivt, og en række europæiske magter etablerede handelsposter bl.a. i Indien. I 1620 indgik Danmark-Norge en aftale med herskeren i det sydindiske Thanjavur om at opføre en fæstning ved landsbyen Tharangambadi, som danskerne kaldte Tranquebar. Stedet blev i de følgende mere end 200 år centrum for de danske aktiviteter i Asien. I 1755 etablerede man sig også i Serampore nær Calcutta, ligesom man samtidig gjorde det første forsøg på at underlægge sig den indiske øgruppe Nicobarerne.

Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne fortæller historien om den dansk-norske tilstedeværelse i Indien, som den udfoldede sig i sam- og modspil med lokale indiske herskere og andre europæiske kolonimagter. I begyndelsen var Tranquebar i lange perioder uden skibsforbindelse til Danmark; selv i storhedstiden omkring 1700 var der sjældent mere end et eller to skibe om året fra Danmark, og lokale forhold spillede en langt større rolle. I 1800-tallet mistede de indiske besiddelser deres betydning, og i 1845 blev de solgt til Storbritannien.

Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne indgår i det kolonihistoriske standardværk Danmark og kolonierne, der i fem bind behandler Danmarks rolle i den europæiske kolonialisme. Værkets bind supplerer hinanden, men kan også læses hver for sig.