I denne artikel kaster vi et antropologisk blik på samtidsarkæologi ved at diskutere måder, hvorpå antropologiske analyser kan adressere tid, fortidige hændelser og historiske processer. Vi argumenterer for, at en radikal nutidsorientering er en afgørende kvalitet ved det antropologiske feltarbejde, hvis sigte det er løbende at generere sit materiale nu og her med henblik på at skabe nye forståelser, historier og forslag til mangeartede sammenhænge. En implikation af dette er, at uanset hvor ’historisk’ et antropologisk materiale end måtte være, må det altid ses som
samtidigt og ufærdigt, hvilket komplicerer en ide om fortidige (gamle eller nyere) objekter som nogle, der kan udgraves.