Reglerne for befolkningens adgang til naturen har udviklet sig ved knopskydning og forgrening gennem mere end 100 år. Det har ført til tvivl om mark- og vejfredslovens anvendelse på skove og strandbredder og forholdet i mellem mark- og vejfredslovgivningen og naturbeskyttelseslovgivningen. Endvidere bemyndiger naturbeskyttelsesloven ministeren til fastsætte regler om offentlighedens adgang, uden at det er klart, hvor langt denne bemyndigelse
rækker. Artiklen redegør for adgangsreglernes historiske baggrund, analyserer de iboende regelsammenstød og redegør for den tvivl, de skaber vedrørende helt
almindelige friluftsaktiviteter som hundeluftning, cykling, ridning og badning. Det konkluderes i artiklen, at mark- og vejfredsloven må anses for gældende i skove, mens det er tvivlsomt, om den gælder på brede ubevoksede strandbredder, samt at det navnlig er uheldige formuleringer af
naturbeskyttelseslovens regler, der giver anledning til den usikre retstilstand for friluftslivet.