En håndrodsknogle kastes i en
eksamenssituation op i luften og
gribes derefter af anatomiprofessoren,
der spørger til identiteten
af knoglen. Studenten reagerer
ved at kaste sit armbandsur op
i luften og spørge til urvisernes
stilling.
Anekdoten tegner et billede af
lægestudiet i professorvældets
tid. I nutiden ville færdigheden
findes beskrevet i anatomikursets
målbeskrivelse, og studenten
ville have været forberedt på
at kunne skelne flyvende håndrodsknogler.
I dag er det god undervisning,
når studenterne ved
præcis, hvad der forventes af
dem. Alligevel påpeges det ofte,
at nyuddannede læger, trods
omfattende indæerte kompetencer,
er meget usikre i deres første
ansættelse.
Man kan derfor få den tanke,
at universitetsuddannelsen i tiden
efter professorvældet har
fejlet i formidlingen af den universitære
dannelse, der ikke kan
skrives ind i målbeskrivelser,
men som indgyder kandidaten
en selvtillid, der er nyttig ved
mødet med en usikker virkelighed