Der er et komplekst forhold mellem EU og den danske velfærdsstat. Den sociale dimension i det europæiske samarbejde er splittet mellem et pres mod harmonisering og pres for at fastholde national suverænitet. Negativ integration har været den foretrukne interventionsform. Drivkræfterne har især været Europakommissionen og især dens brug af bløde styringsinstrumenter og Domstolens tolkning af forordningerne vedrørende vandrende arbejdstageres sociale sikring (1408/71 og 1612/68). De foreløbige konsekvenser for den danske velfærdsstat har været begrænsede, men tydelige inden for områder som ligestilling, arbejdsmiljø, arbejdsmarked og sundhed. Forventningen er, at socialpolitikken vil blive mere påvirket fremover og udvikle sig mod den kontinentale velfærdsmodel.