Med et hovedfokus på historieundervisningen i grundskolerne i Bosnien-Hercegovina undersøger denne afhandling et af de centrale spørgsmål, der vedrører forsonings- og reintegrationsprocesser: Hvordan erindringer om krigen 1992-1995 konstrueres, institutionaliseres og formidles til nye generationer, samt hvordan skoleinstitutionen, hvori børn udsættes for dens socialiserende og disciplinerende praksisser, påvirker børnenes kollektive erindringer og forbereder dem til at blive samfundsmedlemmer.
Analyserne er inspireret af begrebet governmentality og bygger på et omfattende empirisk materiale, der inkluderer observationer af undervisning, interviews med lærere og andre aktører inden for uddannelsesområdet samt essays om krigen 1992-1995 skrevet af elever fra Sarajevo, Mostar og Banja Luka. Med en analyse af spændingsfeltet mellem uddannelsespolitiske idealer og konkrete undervisnings- og læringspraksisser, er afhandlingens ambition at etablere en mere nuanceret viden om ideologiske og politiske magtkampe på uddannelsesområdet.
Afhandlingen viser, hvordan historielærerne og eleverne navigerer i den komplekse erindringsarena – mellem modsatrettede forventninger fra de internationale, etnopolitiske og religiøse aktører. Med brug af begrebet umulighedsdiskurs udfordrer afhandlingen ekskluderende strategier, politikker og praksisser, der siden afslutningen af krigen er blevet mere og mere accepterede og normaliserede, ikke kun af de lokale regeringer og befolkninger, men også af det internationale samfund. Studiet argumenter for, at den voldelige konflikt i 1990’erne er blevet forvandlet til en diskursiv krig, hvor etnonationale repræsentanter for bosniakker, serbere og kroater nu med ikkevoldelige redskaber opretholder konflikten, deres adskillelsespolitik og magtpositioner.