Denne artikel falder i to hoveddele, hvor den første undersøger dele af
den administrative godkendelsespraksis, der forud for trossamfundsloven
blev fortolket af Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund. Anden hoveddel
gør status over den nye lov om trossamfund og kigger frem med
blik for de islamiske trossamfunds to tilbagevendende problemstillinger.
I første del af artiklen vil jeg fokusere på den fagligt stramme fortolkning
af praksis, som Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund gjorde sig
til fortaler for fra sin oprettelse i 1998. Her er både spørgsmålet om anerkendelse
og ‘gudsdyrkelse som hovedformål’ centrale og tilbagevendende
problemstillinger. den anden og lidt kortere del vil jeg rette blikket fremad og diskutere
samme to udfordringer i lyset af den nye lov om trossamfund uden for
folkekirken. Hvad ligger der substantielt i den nye anerkendelse af islamiske
trossamfund, og er det stadig et aktivt krav, at trossamfundene skal
have ‘gudsdyrkelse som hovedformål’? Loven og forarbejderne er uklare
på begge områder, og det bliver i høj grad op til det nye udvalg at udstikke
en forståelse og praksis.
Afsluttende skitseres, hvordan der kan være nybrud på vej i retning af en
genforhandling af en slags samfundskontrakt med islamiske trossamfund
og muslimske menigheder i Danmark.