Efter Ulrich Becks bog om riskikosamfundet har historikere verden over for alvor fået øjnene op for historiciteten i såvel de farer, der truer mennesker som de samfundsmæssige og mentale håndteringer af dem. Selvom  - eller måske fordi -  mange af Becks påstande afslører en skrigende uvidenhed om, hvilke farer, der lurede på fortidens mennesker og hvordan de levede med dem, har bogen været med til at åbne et nyt forskningsfelt for historikere.

     Forsikring er i sin grundform en aftale om deling af risiko. Hvis 80 husmænd med hver sin pattegris slår sig sammen om at købe en ny gris til de uheldige blandt sig, hvis gris dør, inden den er slagtemoden, er der tale om forsikring. Også i denne basale form er der tale om vidensbaseret tryghedsorganisering, men ved sandsynlighedsregning og statistik kan en sådan viden tilvejebringes på en meget lang række områder fra forsørgers sygdom og død til tyveri, ansvar og bilulykker. Derved bliver det muligt at begrænse de økonomiske følger af en lang række ulykker og uønskede hændelser. 

Forsikring er imidlertid ikke bare en snild organiseringsmåde, hvormed matematik kan bruges til at organisere økonomisk tryghed. Det har også siden midten af 1800-tallet været et politisk og ideologisk højspændingsområde, som der ikke har kunnet tales om, uden at alle ytringer også er blevet forstået som en bekendelse til en politisk ideologi. Men gennem tiden har det skiftet, hvor og om hvad konfliktlinjerne har gået: Forsikring kontra enevældig magtfuldkommenhed, forsikring kontra ærekrænkende fattighjælp, statsforsikring kontra privat forsikring, gensidige selskaber kontra aktieselskaber, frit forsikringsmarked kontra statskontrol et cetera.