Fortrængningen af imperfektum konjunktiv i moderne fransk.

Kirsten Kragh

I moderne fransk er brugen af konjunktiv styret af syntaks og optræder i både nutids- og fortidskontekst. Konjunktiv råder over to usammensatte former: præsens konjunktiv og imperfektum konjunktiv, som bruges rene (dvs. i usammensat form) og i sammensatte tider, hvor hjælpeverbet står i konjunktiv. I moderne fransk (altid i talesprog, og ofte i skriftsprog), er imperfektum konjunktiv erstattet af andre verbalformer, oftest præsens konjunktiv.

Il fallait qu'il partît [impf. konj.]Il fallait qu'il parte [præs. konj.]

Denne tempus-modus-konflikt er genstand for mit ph.d.-projekt. Fransk, som har et meget stærkt tempussystem, med mange forskellige tempora og relativt stramme regler for anvendelsen, opgiver i konjunktiv en tempusdistinktion, tilsyneladende fordi tempusmanisfestationen i hovedsætningsverbalet er tilstrækkelig.

Forandringen ses i et grammatikaliseringsperspektiv, hvor begreber som reanalyse, paradigmatisering og aktualisering indgår i en teoretisk diskussion om reorganiseringen af tempus-modussystemet på moderne fransk. Hovedvægten lægges på de rammer for grammatikalisering, som udstikkes af bl.a. Andersen, Detges, Lehmann, Heltoft, Nørgaard-Sørensen og Schøsler.