Da Margaret Clark for mere end 50 år siden i The Anthropology of Aging skrev „at tænke over alderdommen betragtes ofte som en morbid beskæftigelse“ (Clark 1967), kritiserede hun Nordamerikas daværende syn på aldring, som blev afspejlet i metaforer om forfald, begrænsninger og død. Samtidig lagde hun og andre antropologer grundstenen til, hvad der i dag er en af de største undergrene i antropologien, nemlig studier af aldring. Der er flere grunde til, at aldring er et stadigt voksende antropologisk forskningsfelt. Ikke alene er aldring ikke en tilstand, men en proces, som erfares hele livet. Aldring er også et uafværgeligt biologisk fænomen, hvis tolkning og udtryk afhænger af den kulturelle og socia-le kontekst, hvori aldringen manifesterer og materialiserer sig.