Denne afhandling har til formål at klarlægge UNESCO’s evne til at fremme kulturarvsbeskyttende foranstaltninger før konfliktudbrud, nødberedskabsforanstaltninger under konflikter, såvel som genopbygningsindsatser i post-konfliktfasen. Den aktuelle faglitteratur har indtil nu forsømt at behandle, hvordan UNESCO’s evne til at engagere sig i et land, som i øjeblikket gennemgår, eller for nylig har oplevet, en konflikt, ændrer sig afhængigt af de politiske holdninger i andre medlemsstater, og den deraf følgende effekt sådanne holdninger har på UNESCO’s facilitering af kulturarvsbeskyttelse via direkte og fjernbetjente initiativer. Denne afhandling anvender dokumentanalyse til at fastslå UNESCO’s juridiske forpligtelser, når det kommer til at fremme beskyttelsen af kulturarv i dets medlemslandes territorier under væbnede konflikter, samtidig med at der drages sammenligninger til organisationens faktiske tilstedeværelse og involvering i Yemen, Syrien og Irak. Denne undersøgelse kortlægger skift i UNESCO’s kommunikationsniveau med hvert lands respektive regeringer og civile myndigheder; allokering af finansielle, menneskelige og materielle ressourcer; og implementering af initiativer til sikring af kulturarv og genopbygning. Både kvantitative og kvalitative data indsamlet i løbet af denne undersøgelse viser, at UNESCO udviser stor ulighed i sit engagement på tværs af Yemen, Syrien og Irak, hvor organisationen til tider stopper al kommunikation med Syrien på grund af andre UNESCO-medlemsstaters politiske holdninger. Denne politiske krise, som bevisligt lammer UNESCO, viser sig ofte at resultere i, at organisationen overvurderer sin egen evne til at beskytte eller genoprette kulturarv, med løfter, der ikke bliver efterfulgt af handling. Siden 2015 har UNESCO udtrykt en stærkere hensigt om at være en hovedaktør i kulturarvsbeskyttelse under væbnede konflikter, men så længe kulturarvsbeskyttelse ikke betragtes som en humanitær bekymring, vil UNESCO ikke være i stand til at omgå mange af de politiske og bureaukratiske barrierer, som mellemstatslige organisationer står overfor under en konflikt, hvilket forhindrer en nødaktion i at blive iværksat. For at sikre at kulturarvsbeskyttelse er tilladt i perioder med betydelig uro, uanset politisk uenighed, er det afgørende, at UNESCO fremmer en menneskecentreret tilgang til sine initiativer til beskyttelse af kulturarven. Denne afhandling konkluderer, at fokus på levevilkår og meningsfulde og praktiske forbindelser mellem befolkninger og deres lokale kulturarv er den optimale metodiske tilgang for UNESCO til at retfærdiggøre kulturarvsbeskyttelse som en humanitær nødvendighed.