Universiteternes stillingsstruktur har betydning for, hvordan universiteterne kan vare-tage undervisning og forskning – herunder sikre samspillet mellem hovedopgaverne. Artiklen kortlægger, hvordan de 5 stillingscirkulærer, der har været fra 1994 til i dag, har ført til forskydninger i ansættelsespraksis på universiteterne i retning af relativt flere midlertidige stillinger med altovervejende fokus på forskning. Det konkluderes, at der er behov for et fornyet politisk fokus på, hvordan samspillet mellem forskning og undervisning kan styrkes, og på at stillingsstrukturen er et vigtigt sted at sætte ind.