Hovedargumentet i afhandlingen er, at den homoseksuelle figur er blevet grundlæggende rekonfigureret fra at have været en figur forbundet til død (fx degeneration, selvmord, AIDS og sygdom) til en figur, der er relateret til liv (fx reproduktion, national genkendelse, ægteskab og slægtskab). Denne genkendelse bliver understøttet og gjort mulig ved at gøre den homoseksuelle figur genkendelig inden for heteronormative og nationale formationer. Dermed er rekonfigurationen sammenvævet med andre former for eksklusion.
Hovedargumentet bliver diskuteret i tre forskellige studier: Det første studie er en diskursanalyse af repræsentationerne af den homoseksuelle figur i Folketingsforhandlingerne om centrale homoret-tigheder 1988-2010. Det andet studie er en analyse af repræsentationerne af den homoseksuelle figur i nationale og trykte medier med fokus på LGBT-paraden og afviklingen af World Outgames i København 2009. Det sidste studie er læsninger af mainstream ’homofilm’, der fremstiller nye slægtskabskonstellationer, der involverer en homoseksuel figur.