Dansk ældrepolitik har det seneste årti været præget af stærke idéer om aktiv alderdom, uafhængighed og værdighed. Med afsæt i etnografiske indsigter om ældre danskere viser denne artikel, hvordan ældrepolitikkens fordringer om aktivitet og selvhjælp har gjort det delvist illegitimt at være svækket og plejekrævende. Artiklen argumenterer dermed for, at ældrepolitik, der primært baserer sig på aktivitetsteori, risikerer at bryde med den sociale kontrakt mellem individ og samfund, som har kendetegnet den danske velfærdsstat siden 1950’erne. Den viser også, at den sociale relation mellem plejekrævende ældre og omsorgsmedarbejdere ændrer sig som en konsekvens heraf.