I denne artikel vil jeg forsøge at udfolde mine argumenter MOD identiteten og FOR den universalisme, der i forhold til de partikulære identitetsprædikater viser sig som et brud, en rest eller noget tværgående. Jeg vil ikke benægte nødvendigheden af at forholde sig til de identitetsprædikater, man behæftes med, men jeg vil betragte denne behæftelse som et universelt vilkår. Jeg vil påkalde Eric Santners definition af ”selvet” som det, der ikke kan sættes på prædikat, og så vil jeg inddrage en række tænkere, der på forskellig vis plæderer for universalismen: Paulus (som siger, at ”her kommer det ikke an på at være jøde eller græker”), Sigmund Freud (som finder universalismen i monoteismen forstået som et bolværk mod ”snæverhjertede lokalguder”), Alain Badiou (der etablerer en forbindelse mellem det universelle og det singulære) og Juliet Flower-MacCannell (der plæderer for en negativ universalisme). Min gennemgående litterære reference vil være Imre Kertész, hvis jødiske kz-overlevende ”jeg”, jeg ublu har identificeret mig med i min beskæftigelse med forfatterskabet – en identifikation, som fra et aktuelt identitetspolitisk standpunkt vel næppe ville være tilladt.