Artiklen peger på minimalismen som en central strømning i efterkrigstidens (den såkaldte neo-) avantgarde. Minimalismen danner en bro mellem førkrigs-modernismen og 1960ernes avantgardebevægelser  og genoptager  ligeledes traditionen fra  de såkaldte  "historiske" avantgardestrømninger i første halvdel af det 20. årh.  Minimalismen åbner for tværæstetiske eksperimenter og  adgangen til den fysiske og /eller sociale  kontekst.  Med udgangspunkt i Den eksperimenterende Kunstskole i Danmark argumenterer artiklen for, at historien om efterkrigstidens avantgarder ikke kan skrives fra et nationalt perspektiv, men må anlægge et multilineært og transnationalt perspektiv.