Martin Andersen Nexøs skabte med sin tale ved folkefesten på Dynæs 1913 sin egen retoriske stil der udviser stor lighed med hans litterære værker. Talen fremstår som en slags ur-tale i hans forfatterskab, et retorisk forrådskammer af tanker, argumenter og figurer, som Nexø trak på i sit lange virke som taler både i Danmark og flere europæiske lande. Nexø kombinerede grundlæggende tanker og symboler fra den grundtvigianske oplysningstradition med en socialistisk fattigdoms-topik. Hans patosappeller afspejlede ikke hans skiftende ideologiske og politiske tilhørsforhold men afhang af situationen og publikum (Condit 2013). Han skabte i Dynæs-talen sin etos som folketaler ved en mimetisk stil, præget af folkelige udtryk og vendinger, og en romantisk selvfremstilling som den ophøjede Digter. Artiklen argumenterer for at dikotomien mellem autenticitet og strategi, mellem litteratur og retorik, er falsk og overser den generaliserede patos i forfatterskabet (Madsen og Lund 2021), den emotionelle grundstemning i hans forskelligartede tekster.