I denne artikel belyser vi nogle af de vanskeligheder, der kan opstå i tolkede terapisamtaler med at skabe fælles forståelse. Data kommer fra en samtale mellem en terapeut, en tolk og en arabisktalende patient med PTSD. Vi fokuserer på, hvordan betydningen af et ord introduceret på arabisk af patienten som i`dām og af tolken oversat til henrettelse løbende knyttes til forskellige betydninger på tværs af de to sprog og tre deltagere. Betydningen skabes i høj grad i og gennem interaktionen, hvor tolken bidrager til betydningsskabelse. Tolkens bidrag forbliver dog utilgængeligt for de andre deltagere, og vi argumenterer for, at de ikke opnår fælles forståelse for det projekt, terapeuten forfølger, med at få patienten til at arbejde med sine følelser. Når tolkens andel i betydningsskabelsen ikke anerkendes, skaber det grobund for misforståelser, hvis karakter og udspring aldrig opdages, og det kan have konsekvenser for patientens muligheder for at få udbytte af behandlingen.