Både historisk og idemæssigt fremstår terapeuters egen terapi som helt centralt i vores forståelse af hvordan en psykoterapeut trænes og (ud)dannes. I normativ forstand er der ikke tvivl om at terapeuters egen-terapi er et sine qua non, - en del af den professionelle identitet. Det er ganske enkelt en udfordring at forestille sig at en psykoterapeut arbejder med klienter uden selv at have prøvet den metode (psykoterapi), som vedkommende praktisere overfor sine klienter.
På trods af at psykoterapeuter har været, og stadigvæk er, den største brugergruppe af psykoterapeutiske ydelser, er der relativt begrænset viden om dette felt. Dette paradoks forstærkes af, at der igennem de sidste par årtier har være et tiltagende fokus på terapeutfaktorers betydning for psykoterapi og klientudbytte, fx supervision, uden at interessen for at udforske betydningen af egen-terapi er intensiveret tilsvarende.
Med udgangspunkt i fremlæggelse af nyere resultater om terapeuters egen-terapi, vil artiklen forsøge at besvare spørgsmålet om der er forhold ved dette centrale område der kan forklare, hvorfor der ikke ideudvikles og forskes mere end der aktuelt gør. Videre, at forsøge at indkredse nogle af disse paradokser og udfordringer mhp. at gøre dem produktive mht. udforskning, fx hvis der kan identificeres tabuer.


Paper presented at the Danish Society for Psychoanalytic Psychotherapy´s (DSPP) annual assembly, January 29th 2016.