Man ved ikke særlig meget om antikkens biblioteker. Skriftlige fragmenter, bygningsrester og andre arkæologiske kilder, som billeder og skriveudstyr, udgør summen man kan forske i og konkludere ud fra. Først i det 20. århundrede har man fået tilstrækkeligt med kildermateriale til at teoretisere om antikkens biblioteker, og to sådanne teorier diskuteres i denne artikel. Den ene teori, fremsat af Lionel Casson, omhandler bibliotekets indre rum, hvorimod den anden teori, fremsat af Gaëlle Coqueugniot, omhandler bibliotekets ydre fremtoning, som en arkitektonisk helhed. Efter at hver af teorierne er blevet præsenteret og diskuteret, betragtes de under ét, hvilket muliggør en diskussion af tilblivelsen af biblioteket som arkitektur. Biblioteksarkitekturen opstod ikke parallelt med udviklingen af biblioteket som samling af litteratur – snarere tværtimod.