Afhandlingen tager afsæt i den offentlige sektors digitaliseringsstrategi; nærmere bestemt den del af strategien, som handler om digitalisering af borgerne. Dette er en proces, som praktiserer en specifik relation mellem ”teknologi” og ”menneske” – en relation der i afhandlingen bliver undersøgt og diskuteret gennem et empirisk feltstudie af borgere i deres hjem og under inddragelse af begreber hentet i feltet STS (Science and Technology Studies).
Afhandlingen diskuterer, hvilke implikationer en sådan undersøgelse af borgerne i deres hjem kan have for den offentlige sektors digitaliseringspolitik og den medfølgende digitaliseringsproblematik, der fokuserer på den del af befolkningen, som formodes ikke at være i besiddelse af de fornødne it-færdigheder til at kunne blive digitale borgere. I afhandlingen vendes fokus væk fra denne eksisterende problematik for i stedet at tage udgangspunkt i dem, der allerede er i besiddelse af disse færdigheder. Afhandlingen undersøger og lægger frem, hvordan disse borgere er digitale igennem deres daglige praksisser i hjemmet, som f.eks. kan handle om det at få lavet en ny udestue til sit hus.
Derved argumenterer afhandlingen for at forstå digitale løsninger ikke blot som systemer eller værktøjer, der bliver skabt af den offentlige sektor til brug for borgerne, men som digitale løsninger, der altid vil blive skabt i en gensidig afhængig relation til de mennesker, der interagerer med dem og derfor bliver skabt i en praksis med borgerne. Afhandlingen foreslår derfor, at man i stedet for at tale om en ”digitalisering af borgerne” mere præcist taler om en ”digitalisering med borgerne”.